Teknikentrepriser med fokus på højeste faglige kvalitet

Tæt samarbejde på el, VVS og ventilation gør 3 mellemstore virksomheder til en attraktiv leverandør af teknikentrepriser
 
Nu byder E. Kallesøe El-install., Henriksen & Jørgensen VVS og JSventilation ind som én samlet leverandør af større teknikentrepriser til bl.a. forsknings- og hospitalssektoren.
Dermed har bygherrer og rådgivere fået et kompetent alternativ til de kendte spillere på markedet – og samarbejdet mellem de 3 virksomheder har senest resulteret i en succesrig prækvalifikation til teknikentreprisen i KU-LIFE's ny bygning til Institut for fødevarevidenskab 2-85 på Rolighedsvej, Frederiksberg. Den nye bygning er i 6 etager på i alt 3.050 m2.

Kim Kronby
 
Teknisk viden og manpower til store entrepriser
– Prækvalifikationen er beviset på, at vi som samlet aktør har en teknisk specialviden på vores fagområder, der matcher alle andre. Og at vi med over 130 erfarne og kompetente medarbejdere samtidig råder over den manpower, der kræves for at løfte store entrepriser.
– Den faglige kvalitet af vores arbejde er bekræftet af tidligere projekter og i "karakterbogen" fra Byggeriets Evalueringscenter. Og lykkes vi med at få entreprisen, vil både bygherre og rådgivere opleve en række markante fordele, siger Kim Kronby, JSventilation.
 
Ejerlederne er med - fra start til slut
Bygherre og rådgivere er sikret et smidigt og effektivt samarbejde, hvor ejerlederne fra de 3 virksomheder er direkte ansvarlige for hele processen. Fra prækvalifikation og tilbudsgivning til udførelsen af arbejdet.
– Opstår der situationer med behov for problemløsning, kan vi som ejerledere tage hurtige beslutninger, fordi vi har tæt føling med projektet. Samtidig er kommunikationsvejene korte fra top til bund, så budskabet altid kommer rigtigt ud til de medarbejdere, der skal udføre arbejdet, siger Johnny Brandt, Henriksen & Jørgensen VVS.

Johnny Brandt
 
Stærke teams uden udskiftninger
E. Kallesøe El-install., Henriksen & Jørgensen VVS og JSventilation er kendetegnet ved ingen - eller kun sjældne - udskiftninger i medarbejderstaben, både på ledelsesniveau og i de teams, der sammensættes af forskellige faggrupper.
– Både projektledermæssigt og på det udførende plan kender vi hinanden virkelig godt, og det gør en forskel på kvaliteten af det udførte arbejde og på den oplevelse bygherren får, siger Johnny Brandt.
– Fagligheden og de tekniske kompetencer er høje i de mellemstore virksomheder. Vi får og fastholder vores kunder, fordi vi laver kvalitetsarbejde. Der er ikke råd til svipsere, og i vores hverdag har selv den mindste opgave stor betydning.

Kim Haahr Jørgensen
 
Konkurrencedygtige, effektive og motiverede
Flade organisationer og en stærkt forenklet administration er med til at gøre de 3 virksomheder konkurrencedygtige og sikre et lavt omkostningsniveau.
– Samtidig er motivationen maximal, når ejer-lederne sidder med omkring bordet. Vi vil det her, og arbejder sammen, fordi vi har en god kemi og har valgt hinanden, siger Kim Haahr Jørgensen, E. Kallesøe El-install.
Det høje faglige niveau understreges også af, at JSventilation, Henriksen & Jørgensen VVS og Kallesøe El alle er repræsenteret på bestyrelsesniveau i deres brancheorganisationer.
 
Det gode samspil med bygherre og rådgivere
De 3 samarbejdende virksomheder har erfaring fra en lang række teknisk udfordrende projekter på bl.a. Bispebjerg Hospital, Rigshospitalet, Frederiksberg Hospital og Helsingør Sygehus, fx operationsstuer, laboratorier m.v.
– Det kræver et højt kvalitetsniveau, og vi lægger samtidig stor vægt på det konstruktive samspil, der giver bygherre og rådgivere en god oplevelse, fordi vi altid er klar til at bidrage med vores faglighed, siger Kim Haahr Jørgensen. – Fra planlægningsfasen, gennem hele udførelsen af arbejdet og når den færdige tekniske løsning er testet, indkørt og leveret.


 
Generatorvej 35B, 2730 Herlev, tel 38 19 19 02
www.kallesoe.dk
E. Kallesøe Aut. El-installationsfirma A/S i Herlev blev grundlagt i 1979 af Erik Kallesøe, der også var ejer indtil generationsskiftet i perioden 1997 - 2003, hvor de ledende medarbejdere overtog ejerskabet.
Virksomheden har i dag 55 medarbejdere, der udfører alle former for el-arbejde med vægt på tæt dialog med kunderne i såvel den private som den offentlige sektor.



Malervangen 9, 2600 Glostrup, tel 4342 2010
www.jsventilation.dk

JSventilation A/S i Glostrup har leveret systemløsninger inden for ventilation, energiledelse, CTS/automatik og el i siden 1984 til bl.a. laboratorier, operationsstuer og medicinalindustrien. Virksomheden, der har 26 medarbejdere, leverer også løsninger til industriproduktion, boliger, storkøkkener, skoler, kontorer m.v.
 


Symfonivej 23, 2730 Herlev, tel 4453 2442
www.hjvvs.dk
 
Henriksen & Jørgensen A/S i Herlev er et 100 % danskejet VVS-firma, som siden starten i 1973 har haft fokus på hoved- og teknikentrepriser. På servicesiden arbejder virksomheden, der har 57 medarbejdere, bl.a. for Rigshospitalet, Frederiksberg Hospital, Teknologisk Institut m.fl.